You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup vil være alt, freelance-fotografer og deres kunder har brug for

Frederik og Mathias er gymnasiekammerater, og har siden dengang drømt om et startup sammen. I 2021 blev drømmen til virkelighed, da de sammen med Daniel stiftede VisuTask.
Alle kan tage billeder med deres kamera i lommen, men hvordan finder man den dygtige fotograf til opgaven? Startuppet VisuTask samler fotografer og kunder på en digital platform, som skal gøre det nemt at få udført visuelle opgaver professionelt.

Virksomheder har brug for billeder og video som aldrig før, når hjemmesiden og markedsføringen på de sociale medier skal holdes i gang. For de fleste er det dog nok med en freelancer til opgaven – den rette skal bare lige findes. Enten en foto-kompetent ven, i særlige grupper på Facebook eller via LinkedIn. Men nu vil startuppet Visutask samle det hele på én platform målrettet freelancere indenfor foto og video.

”Ideen kom rigtigt til live, da jeg sad som marketingassistent i er studiejob. Her skulle vi producere noget video og søgte nogle, der kunne hjælpe med det. Vi kendte nogle freelancere, men de var ikke de helt rigtige. Og så opstod ideen til en Airbnb-model på det her felt,” siger Mathias Reberholt, medstifter og CEO i VisuTask.

Ideen blev drøftet med medstifterne, og de var sikre på, at der både var kunder, som gerne ville finde den rette freelancer, og freelancere, som gerne ville have flere opgaver. Derfor lancerede de platformen i maj i år, og har siden haft de første 35 kunder igennem. Men ambitionerne er meget større.

En specialiseret platform

Der findes allerede store, etablerede platforme for freelancere som Fiverr og Worksome, hvor man også kan finde fotografer. Alligevel mener VisuTask, at der er plads til dem i markedet blandt de internationale konkurrenter. Opskriften er at gå meget mere ned i nichen, så både freelancerne og deres kunder får funktioner hos VisuTask, som de ikke kan få andre steder.

”Kort sagt er det en platform, der forbinder virksomheder med fotografer og videografer. Men vi er ikke bare en markedsplads, der står for forbindelsen; vi kan også overføre og kommunikere, og ser mere os selv som et software tool,” siger Mathias Reberholt.

På platformen kan kunden både selv gå på jagt efter den rette fotograf blandt til tilmeldte freelanceres porteføljer, få tilbud på en specifik opgave eller vælge en færdig pakkeløsning fra én af leverandørerne.

Samtidig indeholder platformen et dashboard til styring af opgaverne, hvor der også er beskedsystem, upload af filer og betaling direkte hos VisuTask.

”Vi overvejer også at få features for fotografer – fx at vi klarer vi bogføring og regnskab – så de kun skal koncentrere sig om at tage billeder mens vi klarer alt fra at skaffe kunder til virksomhedsadministration,” siger Mathias Reberholt.

”Vi har en velfungerende platform. Nu skal vi bare ud over rampen.”

Udlandet venter

VisuTask har endnu ikke fået investorer eller ekstern kapital ind, men har selv finansieret udviklingen ind til videre. Mathias Reberholt er netop gået fuldtid i virksomheden som den første, mens medstifterne har henholdvis studier og job ved siden af startuppet. Men de håber at nå så stor en omsætning, at de snart kan være iværksættere på fuld tid alle tre.

”Alt hvad man kan tænke sig som kunde i forbindelse med foto- og videoproduktion, skal man kunne få hos os. Det er et kæmpe marked, og der bliver flere og flere videografer og fotografer. Det gør, at der er behov for en platform som os,” siger Mathias Reberholt.

Han mener, at markedet i Danmark alene er stort nok til, at de alle tre kan leve af det. Ambitionerne er dog større end hjemlandet.

”Vi skal først lige etablere os godt i Danmark, men vi har allerede én potentiel kunde i Sverige. Markedet og potentialet er enormt, og der er ikke noget juridisk eller teknisk, der afholder os fra at ekspandere. Så i slutningen af 2023 eller starten af 2024, kommer vi nok til at kigge ind i det første nye marked,” siger han.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig vores "Ugens Startup"-nyhedsbrev, hvor du ud over det ugentlige portræt også får ekstra baggrundsviden så som startuppets nuværende investor-status, pitchdeck og yderligere datapunkter.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

UGENS STARTUP: