You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Ugens Startup vil være matchmaker mellem virksomheder og softwareleverandører

Benjamin Raun og Julie Maja Nielsen.
For mange virksomheder kan det være en jungle at finde den helt rigtige softwareløsning. Googler man, bliver man mødt med utallige annoncer, og spørger man i sit netværk, er holdningen subjektiv. Det vil DigiMatcher lave om. Ved hjælp af en behovsanalyse tilsat kunstig intelligens vil startuppet matche virksomheder med softwareløsninger.

Hvorfor kan man ikke matche virksomheder og softwareløsninger på en mere objektiv måde? Den tanke fik Julie Maja Nielsen i marts 2021.

Som konsulent inden for Software as a Service-verdenen med 15 års erfaring fra branchen, har hun utallige gange rådet virksomheder til, hvilken softwareløsning der passede bedst til netop deres forretning. Og det kræver is i maven. For virksomheder bruger store beløb og en hulens masse tid på at implementere et nyt system. Derfor opstod idéen til platformen DigiMatcher. 

“Tanken er at tage brugeren i hånden, for det er typisk vanskeligt for brugeren at forstå, hvad de leder efter eller hvilke funktioner, de har brug for. Og så spørger de enten deres netværk, som har en biased holdning, eller Google, hvor man hurtigt kan bruge flere timer på løsninger, som kun bliver præsenteret for dig, fordi de har pengene til ligge øverst i søgeresultaterne. Så det er et område, som mangler transparens,” siger Julie Maja Nielsen, CEO og stifter af DigiMatcher.  

DigiMatcher gik i luften 1. januar i år, og lancerede beta-platformen 1. marts. Virksomheder kan derfor allerede nu gennemføre behovsanalysen. Når DigiMatcher er klar til at videreudvikle platformen efter beta-stadiet, vil virksomhederne automatisk få præsenteret deres bedste SaaS-match. I øjeblikket håndteres processen derfor manuelt for at lære de præcise matching-mekanismer at kende.

Flere kunder til leverandørerne

DigiMatcher skal dog ikke kun fungere som et anbefalingsværktøj til virksomheder. Platformen skal også være en måde for SaaS-leverandørerne at få nye kunder på. 

“Vi skaber en helt ny marketingplatform for SaaS-leverandørerne. De har alle prøvet at annoncere på Google, diverse hjemmesider og de sociale medier med svingende resultater. Vi tilbyder dem en ny måde at få kunder på, som passer til leverandørerne og deres forretning,” siger Julie Maja Nielsen. 

Hun uddyber, at når en virksomhed har været igennem behovsanalysen, vil de som regel være parate til at investere og implementere deres nye system(er) nu og her. Derfor er de leads, som DigiMatcher genererer, af høj kvalitet. 

“I øjeblikket får vi cirka seks henvendelser om ugen fra leverandører, som gerne vil være med. Vi oplever en stor interesse fra udenlandske leverandører, som gerne vil ind på det danske marked, og danske leverandører der gerne vil have flere kunder,” siger Julie Maja Nielsen. 

Werner Valeur som partner

Julie Maja Nielsen vidste tidligt, at hun ikke ville søsætte DigiMatcher alene. Derfor rakte hun ud til serieiværksætter og investor Werner Valeur, som på daværende tidspunkt netop havde solgt Salary, et brugervenligt lønsystem til små og mellemstore virksomheder.  

“Tidligt i processen tog jeg fat i Werner Valeur, som synes, at det var en mega fed idé. Han forstod med det samme, at selvom flere regnskabssystemer på overfladen ligner hinanden, så så vil brugerne stadig opleve forskellige brugerflader, funktionaliteter, support og integrationsmuligheder med andre digitale systemer,” siger Julie Maja Nielsen, og tilføjer, at Werner Valeur i dag ejer en procentdel af DigiMatcher, og bidrager med sparring, know-how og kontakter. 

Serieiværksætter Werner Valeur og Julie Maja Nielsen

Den næste beslutning der skulle tages, gik på, hvilket område af SaaS-verdenen, DigiMatcher først skulle tilbyde at matche virksomheder og leverandører indenfor. Hurtigt gik det dog op for Julie Maja Nielsen, at hvis hun skulle lære mere end 45 forskellige leverandører at kende på detaljeniveau, så skulle hun have en partner med, som også var parat til at tage iværksætterrejsen sammen med hende og Werner Valeur. 

“Jeg lavede et post på LinkedIn, som fik 30 delinger, 30.000 visninger og 18 kandidater på få timer. Det var helt fantastisk. Benjamin Raun skrev til mig efter et par timer. Han er digitaliseringsansvarlig i en aarhusiansk virksomhed, hvor han matcher virksomheder med systemer inden for løn og regnskab, så han kender mere eller mindre alle i branchen. Vi er et perfekt match – og vi står for præcist det samme værdisæt,” siger Julie Maja Nielsen. 

Derfor var det også oplagt, at løn og regnskab var det første område, DigiMatcher kastede sig over. Herefter er det planen, at områderne HR og rekruttering samt salg og marketing skal tilføjes til platformen. 

“Om fem år er vi et sted, hvor alle digitale systemer er samlet på DigiMatchers platform på tværs af alle brancher og landegrænser. Vi har store ambitioner om at hjælpe virksomheder i hele verden med at digitalisere og automatisere – og skabe transparens på det digitale marked, så det er nemt at vælge sit systemlandskab,” siger Julie Maja Nielsen. 

Er du investor - eller bare ekstra nysgerrig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet "Investornyt", hvor du får portrættet af Ugens Startup med ekstra baggrundsviden og en oversigt over de seneste investeringshistorier i økosystemet lige i indbakken.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

UGENS STARTUP: