You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Lancerer nye produktkategorier: Crowdfunding skaber opmærksomhed samtidig med at der skaffes penge

@Redaktionen

De to startups Tempty Foods og Kaffe Bueno er på vidt forskellige stadier, men begge har alligevel netop lanceret en kampagne hos IDA Crowdfunding. Kampagner som skal være med til at etablere deres nye produkt-typer.

De to startups Tempty Foods og Kaffe Bueno er på vidt forskellige stadier, men begge har alligevel netop lanceret en kampagne hos IDA Crowdfunding. Kampagner som skal være med til at etablere deres nye produkt-typer.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med IDA Crowdfunding.

Køderstatninger er ingen ny trend, men startuppet Tempty Food griber det an på en ny måde.

”Vi laver kød-alternativer med et mål om ikke at ligne kød. Vores produkter er ikke et forsøg på at være en vegansk kyllingenugget – det vil vi faktisk gerne væk fra. Det skal ikke ligne kød, og det skal heller ikke nødvendigvis smage som kød. Vores produkter skal være en ny proteinkilde, som bare smager godt,” siger Cecilie Engvang Lund, medstifter af Tempty Foods.

Teamet bag startuppet mødte hinanden som studerende på et kursus i fødevareinnovation på DTU i februar, hvor ideen til virksomheden opstod som en del af kurset. Og det gik så godt, at de først vandt pitch-konkurrencen, som afsluttede forløbet, og senere også tog førstepladsen til pitch-konkurrencen i det etablerede accelerator-program Ignite på DTU Skylab.

Med dén medvind til idéen blev Tempty Foods i august til en rigtig virksomhed med eget CVR-nummer, og har nu lanceret en crowdfunding-kampagne, som skal være første test af produkterne på det danske marked.

Find og støt Tempty Foods crowdfunding-kampagne her.

”Vi har jo data på, hvad folk synes om vores produkt baseret på spørgeskemaundersøgelser for at se, om der var et potentiale. Men med kampagnen får vi for første gang faktisk tryktestet, om der er et behov. Om markedet er klar til det,” siger Cecilie Engvang Lund.

Mens mange af de konkurrerende køderstatninger er baseret på soya eller ærter, har Tempty Foods valgt mycelium (produceret ved fermentering med svampe) som proteinkilde. Og det er ikke mindst en gevinst for bæredygtigheder: ”I forhold til soya bruger det mindre CO2 under produktion og kræver mindre plads og vand,” siger Cecilie Engvang Lund.

Giver råderum til første skridt

For Tempty Foods skal der langt mere til end en succesfuld kampagne med et beskedent mål på 40.000 kroner, hvis virksomheden skal blive en succes. Men pengene betyder, at de faktisk kan få adgang til et industrikøkken og komme i gang med at producere på kommerciel skala.

Læs også: Startup på ny crowdfunding-platform: Det handler om meget mere end at hente penge

”På den måde er kampagnen også en test af vores virksomhed, når der skal leveres i større mængder. Det er lidt en safe måde at komme i gang på – du behøver ikke levere alle rewards med det samme. Du får pengene, og så kan du producere. Det burde kunne få os i gang hurtigt – også uden at søge yderligere investeringer,” siger Cecilie Engvang Lund.

Bliver Tempty Foods en succes forventer hun, at de skal ud og finde investorer på et senere tidspunkt. Men med kampagnen har de muligheden for at bevise efterspørgslen på produktet og komme et par skridt videre på skaleringsrejsen, før det bliver nødvendigt.


Fakta: IDA Crowdfunding

  • Ingeniørforeningen IDA står bag IDA Crowdfunding, som er skabt ud fra en vision om at gøre det lettere at realisere potentialet i teknologi.
  • Platformen bygger på såkaldt reward-crowdfunding, hvor støtterne får en belønning for deres støtte til et projekt. Derfor skal projekterne på platformen også være klar til markedet, så støtterne kan få en relevante reward – fx et produkt eller noget som relaterer sig til det.
  • IDA Crowdfunding er den eneste gratis crowdfunding-platformen herhjemme, hvor hele beløbet fra kampagnen går ubeskåret til projektet eller virksomheden bag.
  • Platformen stiller sig til rådighed for at hjælpe mange typer virksomheder, men projektet skal have en teknologisk eller naturvidenskabelig kerne og vise en innovativ tilgang til sin produktudvikling.
  • Læs mere om IDA Crowdfunding og ansøg på https://crowdfunding.ida.dk/.

Engagerer et community

Startuppet Kaffe Bueno lancerede sin egen kampagne på IDA Crowdfunding samme dag som Tempty Foods, og det mere erfarne startup er også i gang med at lancere en ny type produkt til markedet.

De tre stiftere, som oprindeligt kommer fra Colombia, startede med udgangspunkt i værdikæden indenfor kaffe, hvor de mente at farmene fra deres hjemland ikke tjente nok. Kombineret med de mange gode egenskaber, de (gennem husmorråd) vidste kaffebønnen har, er det blevet til en cirkeløkonomisk virksomhed, hvor Kaffe Bueno ekstraherer og udnytter de gode ting fra kaffegrums.

”Hvis du falder og skraber knæet som barn i Colombia, er der stor chance for, at du får kaffe på såret. Og det har faktisk en anti-inflammatorisk virkning. Alle de værdifulde komponenter vil vi trække ud af det brugte kaffegrums, og gøre til nye produkter,” forklarer Alejandro Franco, medstifter af Kaffe Bueno.

Selvom virksomheden har været i gang siden 2016 og med en investering på godt 8 millioner kroner sidste år er godt på vej, sigter de alligevel kun imod at rejse 60.000 kroner på deres nylige crowdfunding-kampagne. Penge der skal bruges på en industriel tørremaskine.

Find og støt Kaffe Buenos crowdfunding-kampagne her.

Men for virksomheden handler det i mindst lige så høj grad om at fortælle om muligheden for at genbruge kaffegrums til sæbe eller som fiberkilde – og få lokale virksomheder til at engagere sig i modellen.

“Vi ønsker at involvere communitiet i at bygge infrastrukturen omkring kaffespild. Vi ønsker at ændre den måde folk ser kaffe. Drikken er én ting, men der er så mange flere muligheder, som vi kun kan få folk til at opdage, hvis vi har et aktivt og involveret community. Og der er crowdfunding en god vej,” siger Alejandro Franco.

Kaffe Bueno tørrer brugt kaffegrums og udtrækker de gode ingredienser fra spildproduktet. Ingredienserne tæller kaffeolie, der bruges i kosmetikindustrien, og fibre, som bruges i fødevareindustrien.

Hvordan reagerer early adopters?

Med nye produktkategorier handler crowdfunding for både Tempty Foods og Kaffe Bueno om at få opmærksomhed og samtidig engagere de første brugere i de nye produkter.

”Vores drøm er jo at lave en helt ny fødevarekategori – men det er selvfølgelig det langsigtede mål,” siger Cecilie Engvang Lund fra Tempty Foods, som håber at støtterne fra kampagnen kan være første skridt på vejen:

”Når vi sender produkter ud, kan vi også sende undersøgelse ud på, hvad forbrugerne synes om dem. Hvilke har de brugt? Er størrelsen rigtig? Er nogle smage bedre end andre? Det er hele den feedback, som er rigtig vigtig for os, så vi kan finde ud af, hvordan early adopters reagerer på vores produkt.”

UGENS STARTUP: