You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Reflectly: Fra idé til verdensledende mental-app på 3 år

De tre stiftere af Reflectly (fra venstre): Jacob Kristensen (CCO), Daniel Vestergaard (CTO) og Jakob Brøgger-Mikkelsen (CEO).

Det danske app-startup Reflectly har for nyligt landet en investering på 28 mio. kroner og rundet 10 mio. brugere. På tre år har de tre unge stiftere taget virksomheden fra at være et lille Aarhus-startup til verdensledende spiller i sin kategori, som netop har opkøbt et andet startup.

Det danske app-startup Reflectly har for nyligt landet en investering på 28 mio. kroner og rundet 10 mio. brugere. På tre år har de tre unge stiftere taget virksomheden fra at være et lille Aarhus-startup til verdensledende spiller i sin kategori, som netop har opkøbt et andet startup.

For to uger siden kunne det anerkendte tech-medie ’TechCrunch’ løfte sløret for en analyse der viste, at apps indenfor mental sundhed havde klaret sig særdeles godt under corona-nedlukningen. Og at den danske app Reflectly nu var den tredje største i kategorien i USA – den femte største på verdensplan.

Med sin app-dagbog bruger Reflectly kunstig intelligens til at hjælpe brugerne med at reflektere over de daglige tanker og måle det mentale velvære. Og det har altså vist sig at være en rigtig god ide: For et år siden havde appen to millioner brugere, og for nyligt rundede de 10 millioner brugere – hvoraf en pæn andel er endt med at betale for løsningen.

Læs også: Reflectly som ’Dagens App’ hos Apple: Antallet af downloads eksploderede

”Vi solgte omkring 165.000 abonnementer i 2019. Og det har kun taget fart i 2020. Så hvis man kigger på samme tid sidste år, har vi cirka firedoblet tilvæksten af betalende brugere,” siger Jakob Brøgger-Mikkelsen, CEO og medstifter af Reflectly.

Selvom startuppet er lykkes med faktisk at tjene penge på sine mange brugere, rejste de alligevel en frisk investering på 28 mio. kroner i april – ovenpå en tocifret millioninvestering i november sidste år.

”Vi har fået gennemført en solid runde fra eksisterende investorer. I takt med at vi har nået et community på lidt mere end 10 mio. mennesker, så gav det mening. Men vi er ikke den klassiske venturecase, hvor vi brænder en masse penge på at vækste. Der er vi i bund og grund lidt mere jyske – vi vækster kun, hvor vi kan tjene penge. Og vi køber kun ting, der gør, at vi har et bedre cashflow,” siger Jakob Brøgger-Mikkelsen.

Vil selv tage det hele vejen

Fordi Reflectly sælger sin app på abonnement og vokser meget voldsomt lige nu, er virksomhedens regnskabsteknisk en underskudsforetning. Men det er ifølge Jakob Brøgger-Mikkelsen ikke hele historien.

”Der er stor forskel på vores pengestrømme kontra vores officielle regnskab. Det må vores revisorer tage sig – men vi har overskud på kontoen hver måned,” forklarer han.

Derfor kunne Reflectly egentlig også bruge deres indtjening til at vokse virksomheden organisk. Men de tre unge stiftere har altså alligevel valgt at rejse ny kapital.

”Vi har fået flere købstilbud, men vi vil selv prøve at tage det hele vejen. Vi fik muligheden for at rejse penge på nogle attraktive vilkår, fordi vi har et stort momentum lige nu, og så virkede tidspunktet rigtigt. Samtidig har founders taget lidt penge af bordet, for selskabet har nået en værdi på flere hundrede millioner kroner nu,” siger han, uden at gå i detaljer om hverken den specifikke værdiansættelse, eller hvor meget de tre founders har fået på bankkontoen ved seneste investering.

Investeringen giver altså både stifterne og virksomheden finansiel ro. For Reflectly betyder det arbejdsro til at udvikle produktet – og en velpolstret kassebeholdning, som kan bruges til opkøb.

”Når vi ser det rigtige tilbud foran næser derude, har vi kontanterne. Det er ikke fordi, vi skal bruge en masse penge på driften, men fordi vi nu har polstret vores balance, så vi kan lave opkøb,” siger Jakob Brøgger-Mikkelsen.

Første opkøb er på plads

Selvom investeringen er ny, har Reflectly allerede været ude og bruge penge: For tre uger siden købte de appen ’Done’. En app der bruges til at tracke og ændre vaner, som de kunne se, at mange af deres brugere brugte sideløbende med Reflectly.

Med den slags konsolidering spreder Reflecly sin risiko på flere produkter, og planen er at de to produkter kan bringe brugere til hinanden.

”Vi leder efter virksomheder, der kan give os noget på begge sider af ligningen. Det er klart, at det kan tiltrække brugere til vores egne produkter, samtidig med at vores produkter kan tiltrække brugere til de nye produkter. Så det gør, at vi bygger en større og mere solid base op, så vi er sværere at udkonkurrere,” siger Jakob Brøgger-Mikkelsen.

Når drømmene opnås må man få nogle nye

Da Reflectly gik i luften i starten af 2017 sagde de tre stiftere til hinanden, at det ville være godt, hvis de kunne få 150.000 brugere. I januar i år alene fik de 1 million nye brugere på appen.

Med andre ord er det gået ekstremt hurtigt for Reflectly. For små fire år siden var virksomheden bare en idé – nu er det en hurtigtvoksende startup værdiansat til ’flere hundrede millioner kroner’ som selv er begyndt at opkøbe andre startups.

”Det er ingen hemmelighed, at det har været tre rigtigt gode år for os. Det vi nærmest ikke selv troede var muligt er sket. Men det føles også som om, at det har taget mere end tre år. Det er egentlig mærkeligt, men det er fordi man kigger dag til dag – og der føler man det ikke så meget de store forandringer. Men det har selvfølgelig ændret vores liv på alle leder og kanter – fx læringsmæssigt og økonomisk,” siger Jakob Brøgger-Mikkelsen.

Med 10 mio. brugere – hvoraf omkring 250.000 i dag betaler – og en position som den tredjestørste app i sin kategori, er Reflectly langt forbi de mål, de satte sig i starten. Men så må man jo bare sætte sig nogle nye: Nu arbejder virksomheden mod de asiatiske markeder, en solid trecifret millionomsætning og en børsnotering indenfor 2-3 år.

”Vi troede altid, at vi skulle lave noget, der var værdifuldt, men vi anede ikke, hvad det var, eller hvilken volumen det krævede. Der er en naivitet i starten, som gør, at man bare går i gang. Og hvis man vidste, hvad der skulle til af brugere før det kunne lade sig gøre, er det ikke sikkert, at man var gået i gang. Så der er det nok en fordel at være ung og naiv – hvilket vi nok stadig er på nogle punkter, for vi er jo alle tre stadig i 20’erne,” siger han.

FLERE FRA COMMUNITY