StartupWorks startede med at leje sig ind på Aalborghus Slot, men måtte flyttede til nye lokaler på Nytorv, da lejeaftalen udløb.

Efter intern konflikt: Aalborgs iværksættermiljø kigger fremad

StartupWorks’ kontor i indre Aalborg. Kontorfællesskabet måtte i oktober 2020 dreje nøglen om.

Der er blevet sat endeligt punktum i en sag om støttemidler i Aalborgs iværksættermiljø. Selvom kontorfællesskabet StartupWorks har måtte lukke i processen, er manden bag fortrøstningsfuld.

Der er blevet sat endeligt punktum i en sag om støttemidler i Aalborgs iværksættermiljø. Selvom kontorfællesskabet StartupWorks har måtte lukke i processen, er manden bag fortrøstningsfuld.

Alle vil Aalborgs iværksættermiljø det bedste. 

Fonden Novi, Aalborg Kommune og byens mindre, privatejede kontorfællesskaber knokler alle for at skabe de bedste vilkår for iværksættere. Hos Novis iværksætterhus GrowAal kan unge virksomheder leje moderne kontorer for billige penge. Kommunens iværksættertilbud Business Aalborg tilbyder råd og hjælp til nystartede virksomheder. Mens kontorfællesskaberne skaber community og sammenhold. 

På trods af det fælles mål om at skabe de bedst mulige rammer for iværksætteriet, har der været intern splid i miljøet. For da Novi præsenterede sit nye, store iværksætterhus GrowAal, lejede kommunens Business Aalborg sig ind i lokalerne – og var der så en sag om konkurrenceforvridende støtte?

Læs også: Små co-workingspaces frygter, at ny gigant vil splitte startupmiljøet i Aalborg

Selvom der nu er blevet sat punktum i sagen, har konflikten betydet, at det privatejede kontorfællesskab StartupWorks måtte lukke undervejs. 

“En stor del af vores branding var events, snakke og fredagsbarer. Det koster selvfølgelig tid og penge, men samtidig giver det eksponering og god branding. Men da kommunen oprettede deres Startup Club og hver uge lavede gratis events, kunne vi ikke konkurrere med det,” siger Marc Münzer, der grundlagde StartupWorks i 2015, og fortsætter: 

“Samtidig oprettede Novi deres iværksætterhus GrowAal i 2019, og da deres huslejer er billigere, gav det ikke så meget mening at konkurrere med både kommunens iværksættertilbud og Novi.”

Marc Münzer en af StartupWorks grundlæggere

Marc Münzer overvejede en større rebranding af StartupWorks, så kontorfællesskabet i højere grad blev et kontorhotel end et community, men da han allerede havde postet en del penge i projektet, så han sig nødsaget til at lukke StartupWorks i oktober 2020. 

Konkurrenceforvridende støtte

Sagen mellem Aalborg Kommune, Novi og de private iværksætterfællesskaber tager sin begyndelse i 2018. På det tidspunkt var der allerede en række private initiativer for iværksættere i byen, men kommunen ønskede også at bidrage til at booste det lokale miljø.

I kommunens budget for 2018-2021 kan det læses, at Byrådet vil give et tilskud på en mio. kr. til indretningen af et iværksætterhus centralt placeret i Aalborg, samt et tilskud på en mio. kr. årligt i en fireårig periode til husleje og driftsudgifter. 

Men vælger kommunen at give økonomisk støtte til fondsdrevne Novi og deres planer om at bygge iværksætterhuset GrowAal, kan det være konkurrenceforvridende. Det pointerer en række private kontorfællesskaber for iværksættere over for Erhvervsstyrelsen. En af dem er Marc Münzer. 

I et brev sendt til Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen i april 2019, informerer Erhvervsstyrelsen derfor om, at de vil gå ind i sagen og undersøge, om kommunens planer om at give økonomisk støtte til GrowAal rent faktisk er konkurrenceforvridende. 

I september 2020 bliver der sat endeligt punktum i sagen. Novi får en revisorerklæring på, at fonden ikke har modtaget penge fra kommunen. Pengene som blev afsat i 2018 til indretning, husleje og drift er ikke gået til GrowAal og Novi, men derimod til kommunens eget iværksættertilbud Startup Club.

Det eneste økonomiske forhold mellem Novi og kommunen er den husleje, Business Aalborg betaler for at leje sig ind i GrowAals lokaler. Revisorerklæring konkluderer på dette punkt, at huslejen er på niveau med tilsvarende lejemål i iværksætterhuset. Der er altså ikke tale om konkurrenceforvridende støtte. 

Plads til flere kontorfællesskaber 

Når Henrik Lumdum, adm. direktør for Novi, kigger tilbage på forløbet, er der ikke umiddelbart noget, han ville have gjort anderledes — Novi var fra start ikke en del af konflikten. 

Henrik Lundum, NOVI
Henrik Lundum adm direktør for NOVI

“Vi kommer ikke til at få offentligt tilskud, da vi er en erhvervsdrivende fond. Det eneste offentlige tilskud NOVI har fået, var for cirka 30 år siden, da fonden blev etableret. Og det var i overensstemmelse med daværende lovgivning,” siger Henrik Lundum.

NOVI har altid haft til formål at fremme iværksætteriet i Aalborg. Det er altså ikke noget nyt, at Novi udlejer kontorer, skaber netværk og holder arrangementer for iværksættere. Nu gør fonden det bare også under navnet GrowAal, hvor Business Aalborg så har valgt at leje sig ind.

Til spørgsmålet om, hvad det vil gøre ved de eksisterende og typisk mindre kontorfællesskaber, hvis Novi åbner flere iværksætterhuset i Aalborg svarer Henrik Lundum, at der er plads til mange flere kontorfællesskaber i byen. 

“Jeg tror ikke, at der er problemer med at fylde kontorfællesskaberne op. Der er flere iværksættere end der er lejemål, så man kunne sagtens lave 16.000 kvadratmeter inde i byen og det ville stadig blive lejet ud,” siger Henrik Lundum. 

Aalborg kan blive tech-hovedstad

Private iværksætterfællesskaber frygtede altså, at det store, nye hus GrowAal ville få økonomisk støtte fra kommunen, og dermed udkonkurrere de private initiativer på unfair vilkår.

I dag, næsten to år senere, er de fleste af de private fællesskaber dog stadig i live, også selvom GrowAal i mellemtiden kan melde om 98 procent udlejet på sine 3.300 kvadratmeter i hjertet af Aalborg.

På trods af nedlukningen af StartupWorks er Marc Münzer da også fortrøstningsfuld – ikke mindst på miljøets vegne. Også han mener, at der er plads til flere kontorfællesskaber i Aalborg. 

“Jeg tror, at der er plads til mange iværksættermiljøer og kontorfællesskaber. Men det kræver, at de ikke dør, før de kommer til et punkt, hvor de kan overleve. Vi blev udkonkurreret ved målstregen,” siger Marc Münzer. 

StartupWorks’ mål var ikke blot at give spæde tech-virksomheder et sted at arbejde, men også at skabe et community hvor virksomheder kunne få et sammenhold og dele viden og erfaringer. For ifølge Marc Münzer har Aalborg et unikt potentiale til at blive Danmarks tech-hovedstad. 

“Vi har et spændende universitetet, hvor mange virksomheder årligt kommer igennem universitetets vækstprogram. Derfor har vi en god mulighed for at gro de forskellige communities og understøtte vækst inden branchen,” siger Marc Münzer. 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY