VC-stifter Joakim Warnøe og serieiværksætter Werner Valuer, som tidligere hed Toke Kruse, har sammen åbnet en startupfabrik, der skal booste det danske økosystem.

Da regnskabsprogrammet Billy blev solgt for et år siden, kunne stifteren og serieiværksætter Toke Kruse sætte ”et større, tocifret millionbeløb” ind på bankbogen. Men allerede dengang lovede han, at pengene ikke skulle bruges på en enkeltbillet til en solskinsø. I stedet skulle pengene investeres i nye startups.

Læs også: Toke Kruse sælger Billy – for anden gang i år

Siden har han skiftet navn til Werner Valeur og investeret i en række danske startup. Men nu vil han for alvor tanke raketbrændstof på løftet om at investere i det danske startup-økosystem: Sammen med Joakim Warnøe, medstifter af venturefonden ’Nordic Eye’, løfter han nu sløret for deres nye startupfabrik kaldet ’Brand New Ventures’.

”Det er interessant at hjælpe virksomheder i den tidlige fase. Werner har en baggrund med at starte og sælge selskaber, og har stærke kompetencer fra den spæde start, hvor jeg har mere investorens briller på og er mere interesseret i struktur og process. Det synes vi, er et godt match, som kan udvikle nye startup frem mod en exit,” forklarer Joakim Warnøe om partnerskabet.

Duoens koncept går ud på at investere en smule kapital og en helt masse arbejde i helt unge virksomheder, som de med et inhouse-team vil få succesfuldt frem i verden. Og målet er klart: Det første salg af et startup fra portføljen skal ske indenfor tre år.

En ny type startupfabrik

Langt størstedelen af startups ender med at dreje nøglen om i stedet for at blive en kommerciel succes. Sjældent fordi ideen fejler noget, men i langt højere grad fordi de griber ideen forkert an og ikke får den hjælp fra start, de har brug for, mener Joakim Warnøe.

Og det er her Brand New Ventures vil gøre en forskel. De vil investere en lille sum penge i helt unge virksomheder, og tage dem ind i startupfabrikken, hvor de kan få hjælp af fabrikkens medarbejdere til blandt andet branding, forretningsplan, kapitalrejsning og markedsstrategi.

“Vi kommer med en smule kapital, men vigtigst af alt kommer vi med know-how og ydelser”

”Vi kommer med en smule kapital, men vigtigst af alt kommer vi med know-how og ydelser, som hjælper startups på deres vej til succes. Startup har sjældent råd til og brug for en CMO, CFO og COO på fuld tid i starten, men gennem os kan de få de seniorkompetencer i det omfang, de har behov for det – og dele kompetencerne med de øvrige startups i huset,” forklarer Werner Valeur.

Selvom modellen både smager af accelerator, inkubator og kontorfællesskab, mener Joakim Warnøe, at de ligger sig et andet sted.

”Jeg ser os mere som en hybrid mellem investor, inkubator og kontorfællesskab. Er man udelukkende på jagt efter kapital, er vi ikke de rigtige, for vi vil gerne være aktive i det operative, fordi vi tror, vi kan hjælpe startups hele vejen fra ide over konceptfasen til et succesfuldt exit,” siger han.

Startet i strid modvind

De to fabriksejere fik nøglerne til den 400 kvadratmeter store startupfabrik på Dampfærgevej den 13. marts. Få timer efter corona-lukkede Mette Frederiksen landet.

”Hjælpepakkerne nåede ikke os, de første ansatte kunne vi ikke få kompensation for, og så var vi ellers i gang,” siger Werner Valuer med et grin.

Ikke ligefrem den perfekte start, men det betyder ikke, at Brand New Ventures har stået stille under krisen. Fabrikken har ansat egne folk til at hjælpe startup, og de første virksomheder har allerede fået en investering fra partnerne og er flyttet ind på virksomhedsfabrikken, hvor der i dag sidder 20 personer og arbejder.

Foruden virksomhederne Paperflow, Moneyflow og Salary, som Werner Valuer allerede havde investeret i, er de seks virksomheder Eindom, Relion, Yarnbook, BodySky, Carter og Successteam blevet en del venturefabrikken.

Og da jeg fangede de to herrer på en telefonforbindelse, var det i bilen på vej tilbage fra Jylland, hvor de netop havde besøgt endnu en mulig case til fabrikken.

“Vi har seks cases i Brand New Ventures nu, men målet er at fordoble det antal indenfor det næste år,” siger Werner Valuer.

Werner Valuer hos Brand New Ventures
Brand New Ventures investerer i og hjælper unge startups, der har et stærkt team og som kan vise traction på deres ide. Der er dog stadig et spænd mellem virksomhedernes modenhed i fabrikken: Yarnbook var nærmest kun en ide, da virksomheden fik en investering, mens Relion både havde navn, kunder og et relativt færdigt produkt.

Virksomhedssalg er kerneforretningen

Selvom Brand New Ventures er sat i verden for at booste danske startups, er projektet også selv en virksomhed, der på sigt skal tjene penge. Og det gør de kun, hvis virksomhederne i porteføljen klarer sig godt.

“Vi tror på de startups, vi udvælger – at de på et tidspunkt bliver en god forretning. Derfor er det også en investering til at starte med. De ydelser vi kommer med er som udgangspunkt gratis, når iværksætterne er en del af Brand New Ventures. Men på et tidspunkt, når virksomhederne begynder at tjene pengene, skal vi have betaling for ydelserne – ligesom når de hyrer andre ind til at løse opgaver,” forklarer Werner Valuer.

Den helt store indtjening skal dog komme fra de startup, der bliver så stor en succes, at de ender med at blive solgt. Som medejere får Brand New Ventures nemlig en del af kagen ved et salg.

”Vores primære indtjening er, at vi også kommer med i selskaberne, så vores succes er også deres succes,” siger Joakim Warnøe.

Forventningen er, at det første salg skal komme indenfor tre år. Men selvom virksomhedssalg er en indgroet del af konceptet, slår Werner Valuer fast, at virksomhederne i fabrikken ikke nødvendigvis skal tvinges til et salg.

”Som udgangspunkt bygger vi op omkring exits, men det kan også godt være, at en case er så profitabel, at det ikke er et exit, der er målet. Der er det også op til founderne at definere, hvad det er for en rejse, de gerne vil på,” siger han.